Beillevaire
Familiefirma siden 1980
Fromagerie Beillevaire ligger i Machecoul i Loire-Atlantique i den vestlige del af Frankrig og blev skabt i 1980 af ægteparret Pascal og Claudine. Udover at Beillevaire selv er producenter, er Pascal en respekteret affineur, og de har deres egne modningskamre.
Indsamler mælken syv dage om ugen
Syv dage om ugen indsamler Beillevaire råmælk fra geder og køer fra seks lokale gårde i nærområdet, og mælken hældes direkte i tankbilen, mens det stadig er lunt og helt nymalket. Det hele er så lokalt, at den gård, der ligger tættest på, kan de se fra vinduet, og den, der ligger længst væk, er deres fætters gård cirka fem kilometer fra Beillevaires bygninger. Det betyder, at der er fuld sporbarhed på mælken.
Råmælk og økologi
Fromagerie Beillevaire bearbejder mælken og omdanner den til bl.a. smør, yoghurt og oste på deres eget mejeri. En del af produktionen er baseret på råmælk, andet er økologisk, og derudover er Beillevaire blandt de sidste i Frankrig, der stadig kærner smør i store trækar efter de traditionelle metoder.
Store armbevægelser
I dag er sønnen Fabrice også en del af familiefirmaet, der har vokset sig så stort og anerkendt i både Frankrig og udlandet, at Beillevaire har 20 ostebutikker i Frankrig og én i London.